Krøniken om Skovvejen

Siger man “Skovvejen” højt tre gange, mens man står ved skellet mellem lysning og gran, så hævdes det at stien retter sig ind, som om den længe har ventet på at blive nævnt. Gamle folk i egnen kaldte den Den Omvendte Vej, for den fører sjældent den vej, man tror — og dog altid derhen, man har brug for at komme.

Krøniken fortæller, at en skovfoged ved navn Asser Tyst i året 1623 satte to sten ved indgangen: én for at holde de vildfarne ude, og én for at holde de vildfarne inde. Det var ikke for at drille, skrev han — men fordi skoven nogen gange “låner” folks tanker, og giver dem tilbage i en anden rækkefølge.

Længere inde, hvor luften dufter af våd bark, siges en vogter at bo. Han kaldes Hr. Gren, for han taler i knæk og små pauser. Han bærer to nøgler: én som åbner låse, og én som åbner beslutninger. Når nogen spørger ham om vej, svarer han altid med det samme: “Du kan gå til højre og være sikker — eller til venstre og være sand.” Og hvis man tøver, så smiler han og siger: “Så vælger vejen for dig.”

Det mærkeligste ved Skovvejen er ikke at den kan føre én vild. Det mærkeligste er, at den kan føre én rigtigt. For når man går langt nok, siger krøniken, sker der noget enkelt: Man husker, at man godt må vende om — og at man også godt må blive. Og dét, skrev den ukendte skriver, er hele vejens hemmelighed.